De otte sogne

Skamlingsbanken ligger på grænsen mellem Sønder Bjert sogn og Vejstrup sogn, der sammen med sognene Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls udgør de såkaldt "otte sogne".

Oprindelig var sognene en del af hertugdømmet Slesvig, men efter fredsslutningen i 1864, hvor Danmark måtte afstå Sønderjylland til Preussen og Østrig, blev de otte sogne udskilt fra Sønderjylland og forblev danske som en del af Vejle amt.

Forklaringen skal søges ved Sønderjyllands vestkyst. Her, syd for Ribe, lå siden senmiddelalderen nogle spredte områder, der, selv om de var beliggende i hertugdømmet, var dele af den danske konges besiddelser og altså statsretsligt en del af kongeriget Danmark.

De kongerigske enklaver markeret i blåt.

De bestod dels af rester af de forhenværende nordfrisiske Udlande (Listland på Sild, Vesterland Før, Amrum), dels af en række godser, som dronning Margrete 1. opkøbte i middelalderen i sit forsøg på at samle riget (Trøjborg og Møgeltønderhus).

Selv om disse enklaver lå inde i hertugdømmet Slesvig hørte de under Danske Kancelli og Ribe Amt, og de var underlagt dansk lov.

Disse 'kongerigske enklaver', som Preussen ønskede indlemmet i Slesvig, blev mageskiftet med de otte sogne samt et område omkring Ribe og øen Ærø således, at den nye landegrænse mellem Danmark og Tyskland blev entydig. En del sønderjyder blev således danskere, medens en del danskere i enklaverne blev sønderjyder.

Efter Genforeningen i 1920 forblev de otte sogne en del af Vejle amt, indtil kommunalreformen i 1970 flyttede de tre (Taps, Vejstrup og Hejls) til det nyoprettede Sønderjyllands amt.

Et 106 år gammelt skæbnefællesskab mellem de otte sogne blev hermed brudt. Efter kommunalreformen i 2007 blev alle kommuner indlemmet i Kolding Kommune.

De Kongerigske Enklaver:

Under stridighederne med de holstenske grever og i forbindelse med reformationen indlemmes en række områder i hertugdømmet Slesvig under det danske kongeriges administration og lovgivning. Det gjaldt især jorder og godser under biskoppen i Ribe. De kaldtes "De kongerigske Enklaver", fordi de lå som små øer med dansk administration midt i et område, som blev administreret fra Gottorp.

Områderne, som også kaldes "de blandede distrikter" omfattede bl.a. en række sogne syd for Ribe (Hjortlund, Farup, Kalvslund, Obbekjær, Seem og Vedsted), godserne Schackenborg og Trøjborg, den sydlige del af Rømø, den nordlige del af Sild, den vestlige del af Før samt Amrum. Den gradvise indførsel af tysk rets- og skolesprog i Slesvig i 1700-tallet fik ingen betydning her.

I 1864 afstod Danmark de kongerigske enklaver mod at få området omkring Ribe, øen Ærø og De 8 sogne syd for Kolding (Sønder Bjert, Vejstrup, Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls sogne).

De kongerigske Enklaver, som blev tyske, omfattede 364,5 km² og 13.083 indbyggere. De områder af hertugdømmet som forblev danske omfattede 346,0 km² og 12.253 indbyggere.

Enklavernes tidligere danske tilhørsforhold viste sig i et meget højt stemmetal ved afstemningen i 1920 efter 56 års tysk styre.