Jylland - historisk
Jyllands historiske sydgrænse er ved Ejderen, men der er ikke enighed om, hvorvidt Sydslesvig (modsat Nordslesvig - Sønderjylland) skal regnes med til Jylland i dag. Syd for Ejderen ligger Holsten, som geografisk ligger på den jyske halvø, men som ikke har været en historisk del af Jylland. Den jyske halvø har ingen fast sydgrænse, men går længst ned til Elben eller til punktet hvor halvøen snævrer sig ind (en linje fra Elbens munding til Lübeck). Den kaldes også den cimbriske halvø, Jylland-Holsten eller Jylland-Slesvig-Holsten.
Efter tysk, national opfattelse – i hvert fald før genforeningen i 1920 – begyndte Jylland først nord for Kongeåen. Slesvig/Sønderjylland og især Holsten blev ikke regnet med til Jylland. Tyske historikere har ofte fremført den opfattelse, at det sønderjyske område var beboet af angler i oldtiden, i modsætning til jyder længere mod nord, men dette er usikkert.
Jylland (nord for Ejderen) var et af de tre lande i det middelalderlige danske rige med eget landsting og udgjorde, sammen med Fyn, sit eget retsområde, hvor Jyske Lov (dateret 1241) var gældende (det er fortsat omdiskuteret om dateringen af Danske Lov skal ændres fra 1683 til 1241, og om Jyske Lov i virkeligheden var identisk med Danske Lov).
Jylland var i de første tre århundreder efter Kristus delt i et jysk kulturområde i det nordlige del og et angelsk i det sydlige del. Det jyske kulturområde rådede over store dele af Jylland fra Limfjorden i nord til Olgerdiget (ved Tinglev) og Vidåen i syd (4 km nordøst for Tønder) og kaldes i den arkæologiske litteratur den jyske sydgruppe.
Anglernes område lå i det nuværende Sydslesvig. Formentlig mellem 300 og 500 e. Kr. (efter anglernes udvandring til de britiske øer) blev hele Jylland lagt under danerne.