Byggematadoren Jeppe Peder Lauridsen

blev født på "Grønvang" 7. marts 1853 som den yngste af børnene i Peder Lauridsens ægteskab med Magdalene Andersdatter.

Han gik i skole i Vejen. Efter sin konfirmation hjalp han, sammen med sine ældre brødre, faderen med gårdens drift indtil 21 års alderen, de sidste år som forkarl.

Brødrene var gennemgående stærke og kraftige. Der går i familien mange historier om deres liv og færden i ungdomsårene i hjemmet. Ofte prøvede de kræfter med hverandre, og en særlig ære var det for den, der kunne stå sig i brydekamp.

Det var især tilfældet med Jeppe Lauridsen, som den yngste af brødrene.

Netop som den yngste måtte han i lang tid døje en ret hårdhændet behandling fra de andre brødres side, men efterhånden arbejdede han sig op, så han blev den, som ingen af brødrene kunne "smide".Han forsøgte sig endog i brydekamp med mere professionelle brydere, bl. a. ved et landsstævne i Nyborg og som regel med held.

Mens Jeppe Lauridsen dyrkede cikorie rødder på Vejen egnen, kom en professionel tysk bryder, cirkusdirektør Otto Glauert, der opholdt sig i Kolding, i avisen og indbød offentligt til brydekamp.

Jeppe Lauridsen havde lyst til at "prøve ham af" og se, hvad han "egentlig duede til".

Otto Glauert var imidlertid ikke let for Jeppe Lauridsen at have med at gøre, da hans arme var indsmurt i fedt, og derfor kunne han let slå sig fri.

Men så snart Jeppe Lauridsen under kampen mærkede dette, fik han i en fart fat i noget savsmuld fra cirkus-manegens gulv, og nu måtte Glauert bide i græsset til morskab for egnens Folk, der var mødt frem i stort tal, og som betragtede dette som en sejr for egnen, og det af cirkus Glauert engagerede lokale musikkorps blev

så begejstret for udfaldet af kampen, at det blæste fanfare for den danske sejr og pådrog sig herfor i høj grad cirkusdirektionens unåde.

Efter et par vintres ophold på Askov Højskole var han i en længere årrække sin broder, Johannes Lauridsen, behjælpelig i dennes virksomhed med eng-anlæg, dræningsanlæg og jernbanearbejder.

Efter at broderen var bleven gift og havde overtaget "Grønvang", rejste Jeppe Lauridsen til Møen, hvor han hos kammerherre Scavenius på "Klintholm", ledede dræningsarbejde og deltog i arbejdet med udtørring af en sø ved Møens Klint. Senere vendte han tilbage til Vejen egnen, hvor han, ligesom flere andre unge mænd, dyrkede temmelig store arealer med cikorie rødder, som blev leveret til broderens cikorietørreri i Vejen.

I 1880 byggede Jobs. Lauridsen sammen med sin broder Jeppe Lauridsen og Jeppe Fink i Hejls et cikorietørreri ved Hejlsminde, der efter Jeppe Finks død 1882 overdroges til Jobs. Lauridsen og Jeppe Lauridsen og i 1888 til Jeppe Lauridsen som ene-indehaver.

Jeppe Lauridsen havde nu fået foden under eget bord.

Som den virksomme natur, han var, kunne han imidlertid ikke nøjes med det arbejde, som et cikorie tørreri kunne give, hvor der kun er arbejde en kort tid af året, nemlig om efteråret. Han drev derfor landbrug samtidigt og købte i 1889 et teglværk beliggende umiddelbart ud til Lillebælt, som han drev, indtil Verdenskrigen umuliggjorde driften.

I 1899 købte han Hejlsminde Kro for at få kontrol med denne, hvilket kunne tiltrænges. Nogle år efter, i 1912, blev kroen som sådan nedlagt.

Sydbanen var på vej til Hejlsminde og Jeppe Lauridsen så mulighederne for at trække folk til byen, og byggede derfor samtidig det nuværende Hejlsminde Badehotel, der ligger med smuk Udsigt over Lillebælt mod Brandsø og Gravenshoved.

Hermed blev Hejlsmindes historie som turistmekka grundlagt.

Selv om man ikke kan tilskrive Jeppe Lauridsen hele æren for Hejlsmindes opståen, er der ingen tvivl om, at hans specielle indsats har sta sit umiskendelige præg på den den udvikling Hejlsminde senere har gennemgået.

Mange bosættelser er etableret med udgangspunkt i de arbejdspladser han skabte, og hele grundlaget for områdets turistaktivitet i sommerhusområder og på campingpladser har helt sikkert rod i den visipon han skabte med etableringen af Hejlsminde Badehotel.

Helt enestående er han derfor også æret med en mindesten foran Hejlsminde Forsamlingshus, hvorfra en stor del af hans virksomhed udsprang.