Markante bygningsværker

Hejls Hejlsminde-området er fyldt med markante bygningsværker.

Hejls Kirke er nok det mest markante bygningsværk, som sætter standarden for området med sin opførelse tilbage i 1100 tallet, og siden har en række begivenheder været med til at præge byggeriet i området, så vi i dag kan sige, at næsten alle bygningsværker, der skriver sig tilbage før 1940, har en eller anden form for kulturhistorisk eller bevaringsværdig værdi.

Hejlsminde "Sluse" startede som en dæmning, med to sluser som Frederik den II lavede i 1500-tallet for at skabe vejforbindelse fra Hejls til Meng. Og det er også vores konger fra samme periode, som kan tage æren for nogle af de eksisterende møller i området.

Vargaardes status som krongods tilbage i 1700 tallet har sat sit præg på området.

Den tysksindede bevægelse som bredte sig fra Als i 1830'erne påvirkede mange af egnens eksisterende gårde, som blev opført eller ændret i denne periode.

Hejlsminde status som udskibningshavn trak en del industri til området, f.eks. teglgårdene, cikorie-tørreriet, pakhuse m.v.. Områdets status som en del af den dansk/tyske grænse fra 1864 gav en række toldsteder og toldhuse, Sydbanen indebar opførelse af stationsbygninger og remiser, hvoraf mange er velbevarede, selv om de er kamufleret af indretninger som privatboliger.

Ved siden af alle disse begivenheder udviklede fiskerierhvervet sig, og selv om denne del af historien er mindre velbeskrevet, vil man stadig finde en række oprindelige fiskerhuse tilbage i området.

Vi har medtaget nogle af bygningerne på siderne nedenfor, men har stadig materiale til bearbejdning og modtager gerne materiale om mere.