Hertugdømmet Slesvig

Slesvig blev fra ældre middelalder (1047 - 1397) benyttet synonymt med Sønderjylland som navn på landsdelen mellem Kongeåen og Ejderen.

Knud Lavards farbror, kong Niels, udnævnte i 1115 Knud til jarl af Sønderjylland – en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obotritterne i Holsten. Efter på denne måde at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig.

I 1188 blev Valdemar Sejr udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.

Valdemar Sejr

Konge af Danmark og de Venders

Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (1170 i Ribe – 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Kort før sin død stadfæstede Valdemar Sejr Jyske Lov i 1241 i Vordingborg.

Hertugens officielle titel var i første halvdel af 1300-tallet hertug af Jylland eller hertug af Sønderjylland. Men i 1375 skiftede titlen til hertug til Slesvig og anvendelsen af navnet Slesvig blev efterhånden udstrakt til at betegne hele hertugens territorium. Slesvig bestod af Nord- og Syd Slesvig, hvor Nordslesvig nærmest svarer til det nuværende Sønderjylland.

Frem til 1864 forblev Slesvig det officielle navn på hertugdømmet.

Hertugdømmet Slesvig 1200-1866

Slesvig var opdelt i sysler. Et syssel var betegnelsen for en administrativ enhed i det middelalderlige Danmark.

Allerede i 1100-tallet blev de tre sydligste sysler i Jylland, Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel, til et dansk grænseområde, som blev styret af en statholder – en jarl (den første var Knud Lavard) – med særlige beføjelser. Hejls hørte under Barvidsyssel.

Hele Slesvigs historie kompliceres af skiftende hertuger, grever, kroner, opdelinger og fordelinger, men "danernes" og "jydernes" kontinuerlige herredømme kan nok enklest beskrives ved, at gældende lov i hertugdømmet Slesvig, fra 1241 var Jyske Lov (der senere også forelå i nedertysk og højtysk version). I en kort periode fra 1900 til 1920 gjaldt den tyske Bürgerliches Gesetzbuch dog i de fra 1864 til 1920 besatte områder.

Det er omdiskuteret om intensionen med Jyske Lov var en landskabslov gældende for Jylland og Fyn, eller om den skulle have være en rigslov, men det ændrer formentlig ikke på det faktum, at den nordlige del af det tidligere hertugdømme (det vi nu kender som Sønderjylland) først i 1920, endeligt blev en fastslået del af det danske kongerige.

Det tidligst kendte håndskrift af Jyske Lov, Codex Holmiensis 37, angiveligt fra slutningen af 1200-tallet, blev i mange år opbevaret på det kongelige bibliotek i Stockholm og kom først tilbage til Danmark igen i 2011.

Nogle af de mest kendte ord på dansk stammer fra fortalen til Jyske Lov:

'Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøves ingen lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden', står der i fortalen.

Af betydning for Hejls Sogn var specielt dronning Margrethe 1.'s arbejde, undervejs i alle forviklingerne, på at købe Slesvig tilbage til Kongeriget Danmark, bid for bid. I den sidste ende blev det af afgørende betydning for at Hejls Sogn, mange år efter, kunne opretholde et næsten ubrudt tilhørsforhold til danerne og dermed Danmark. Når det kun er "næsten" skyldes det, at den den sydligste del af Hejls Sogn (området syd for Slusen og Kærmølle Å), i perioden 1864 til 1920, kom under tysk herredømme.

Margrete I

I 1396 fik Margrete I hyldet Erik som konge af Danmark og Sverige. Hun indkaldte til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 blev Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Margrete trådte tilbage som formynder for Erik i 1401, men efter sin afgang begyndte hun at blande sig i Slesvigs forhold, og trak i trådene, til hun døde.

Hun opkøbte flere godser og borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø.

Syd for Ribe lå nogle spredte områder, rester af de forhenværende nordfrisiske Udlande Listland på Sild, Vesterland Før og Amrum som, selvom de var beliggende i hertugdømmet, var dele af den danske konges besiddelser og altså statsretsligt en del af kongeriget Danmark. De hørte under Danske Kancelli og Ribe Amt, og var underlagt dansk lov. Hendes forsøg på at samle riget (Slesvig og Danmark) var tæt på at lykkes, men nogle af opkøbene gled igen tilbage til greverne og hertugdømmerne. Margrete døde den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord, uden at være lykkedes med sin mission.

Mange år senere blev de resterende 'kongerigske enklaver', som Preussen ønskede indlemmet i Slesvig, ved freden efter krigen i 1864, mageskiftet med de Otte Sogne, så den nye landegrænse mellem Danmark og Tyskland blev entydig. En del sønderjyder i de Otte Sogne blev således "danskere", medens en del "danskere" i enklaverne blev sønderjyder.

Danmark beholdt således Nørre Tyrstrup Herred, der omfattede otte slesvigske sogne syd for Kolding (herunder Hejls Sogn), området omkring Ribe og øen Ærø, som resultat af Margrethe I.'s anstrengelser mange år tidligere.