Oplevelser‎ > ‎

Slusen

I slutningen af 1500-tallet lod kong Frederik den II lave en dæmning foran fjorden ind mod noret og lod opføre to sluser med en vej henover således, at der var vejforbindelse fra Hejls til Meng.

Vejen og broerne hen over sluserne hed Syndermanns bro, efter en ridefoged Christian Syndermann i Tyrstup Herred, som havde embedsbolig på Vargaarde i slutningen af 1600-tallet. Ved slusen lå et lille opsynshus.

Vandet i noret blev derved ferskt, så kongen her kunne opdrætte ferskvandsfisk til fortæring ved hoffet på Haderslevhus og Koldinghus. Kolding Kommunes første inddæmning var Hertug Hans den yngres afsnøring af Hejls Nor omkring 1600.
 
Fisk var i renæssancen en langt vigtigere fødevare end i dag. Det gjaldt både for høj og lav. Ved Christian 4.’s kroning i 1596 fortærede gæsterne intet mindre end 30.000 flyndere, 24.000 hvillinger, 400 rokker og 200 langer, samt 12 tønder bergfisk.
Om vinteren blev der spist saltet og tørret fisk, om sommeren blev fersk fisk leveret fra kysterne. Der blev spist flynder og hornfisk, men silden var den mest almindelige spisefisk, på grund af de rigelige bestande i de danske farvande.
Inde i landet var man henvist til indkøbt fisk – eller til fisk fra såkaldte fiskeparker, der i renæssancen blev stor mode. Overalt ved danske slotte og herregårde blev damme, gadekær, tørvemoser og vandløb omdannet til fiskedamme, ofte af professionelle digemestre, der nød høj anseelse. Slusen ved Hejlsminde skal ses i denne historiske sammenhæng.
Læs eventuelt flere detaljer på Lokalhistorisk Forenings hjemmeside.
 
I 1600-tallet blev dæmningen ødelagt af svenskerne. 
Ved slusernes ødelæggelse, og efter en voldsom storm i 1706, der lavede et hul i dæmningen, blev der åbent ind til Noret, hvis vand nu blev brakt, halvt fersk, halvt saltvand. I Hejls Nor udmunder nemlig Kær Mølleå og Aller Å, som længere opstrøms kaldes Taps Å, og disse tilløb var med til at dæmme op for det rene saltvand.

Hvis man skulle fra Hejlsminde til Meng, måtte man nu sejle over eller køre hele vejen via Hejls over Kær Mølle og Aller til Stubbom og Meng.
 
Indtil 1843 boede der ingen ved slusehullet. I dette år byggedes det første hus i Hejlsminde.
Med tabet af de sønderjyske landsdele i 1864, var Hejlsminde med ét blevet et grænsested. Den dansk-tyske grænse gik lige igennem "sluse" udløbet og man oprettede toldsteder med bevogtning på begge sider af landegrænsen.

 
 
 
Genforeningen i 1920 samlede atter det delte Hejlsminde, hvilket blev understreget af, at der i 1923 igen kom en bro over slusehullet, en fast landforbindelse sydpå til Christiansfeld og Haderslev. Broen indviedes af Christian d. IX. 
Broen åbnedes som en kombineret vej- og jernbanebro for offentlig trafik.

Broen var den gamle Østerbro fra Kolding Å, som forbandt Østerbrogade over åen ved Saftstationen. Broen var blevet overflødig ved omlægning af Kolding Å mundingens udløb . Kolding Kommune overdrog broen vederlagsfrit til Kolding Sydbaner, som herefter, for bidrag fra de interesserede kommunale institutioner og banens bevillingshavere, fik mulighed for at flytte broen til Hejlsminde. Kolding Jernbaner fik ved det nye broanlæg bedre forbindelse til det ved broen anlagte bolværk, men om forventningerne til en stigning i godstransporterne slog til, er vist ret tvivlsomt.

Ligeledes er det usikkert, om en i en årrække mellem Hejlsminde - Bågø - Brandsø - Assens drevet skibsrute fik nogen videre betydning for persontrafikken på Hejlsmindebanen.
 
 
(Østerbro fra Kolding Å)
  
Denne bro erstattedes af en nyere i 1973,
 
 

                    
(Foto: Ole Futtrup)

 
og som  der fremgår, er der stadig frit løb under broen.

Broen benævnes stadig Slusen, men reelt er det en reminiscens, fra dengang der sidst var en rigtig sluse i tiden før 1706.
 
Comments