Teglgårdene

Kunsten at brænde ler har været kendt i Danmark helt tilbage til bondestenalderen, hvor brændt ler blev brugt til specielt potter i husholdningen, men kunsten at anvende det som byggemateriale, har kun eksisteret i omkring 800 år her i landet.

Fra Italien bragte munkene teglbrændingsteknikken og murerhåndværket med herop, og da leret fandtes i rigelige mængder og let tilgængeligt, afløste teglstenen snart de tunge og uhåndterlige kampesten som byggemateriale. At bygge sin gård i bul (store vandrette egeplanker - som f.eks. en af længerne, Bulladen, på den firelængede Tyrstrup præstegård lige vest for Christiansfeld ) eller af bindingsværk gik helt af mode, i takt med at teglen vandt frem.

Behovet for tegl var derfor stort i begyndelsen af 1800-tallet. 

Den massive udflytning af gårde, der foregik i forbindelse med udskiftningen fra slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet medførte, et stort behov for tegl. Udskiftningen betød, at mange bønder fik deres marker samlet et sted i bymarken, og mange flyttede deres gårde ud af landsbyen og ud til deres jord. 

Over alt blev der anlagt små teglværker, de såkaldte bondeteglværker, der kunne forsyne de mange bønder og deres nye gårde med de nødvendige mursten. 


Efter herregårdene og godsernes fald i 1787, blev der successivt frigivet store arealer, bl.a. fra Vargårde, som dannede grundlag for etableringen af flere gårde i Hejlsminde. Nogle af disse fandt det lukrativt af etablere teglværker, dels for at skaffe sten til bygning af egne gårde, men også, som en givtig indtægtskilde ved siden af den almindelige gård drift.


I perioden 1840 til 1920 var der således fem teglværker i drift, primært langs kysten nord for Hejlsminde bugten.

     Borks Teglværk, Hejls Skovvej 32, Hejls (nord for Vargaarde/Kalvehøj Skov)

     Hejls Strand Nordre og Søndre Teglværk (lokalt betegnet Vargårde),

                   Trappendalsvej 69, Hejlsminde ( i det nordlige sommerhusområde)

     Brøderskov Teglværk (lokalt betegnet Brødskov)

                    Elkjærgårsvej 34, Hejls (midt i sommerhusområdet)


      Hejlsminde Teglværk, Teglgårdsvej 10, (sydlige del af sommerhusområdet)


Skulle du ønske at fordybe dig yderligere i teglgårdenes specifikationer, slægtshistorie og betydning for områdets udvikling, henvises til

       
Mortensen Inge, Boesgaard Ruth: Teglværker i Hejls sogn. Lokalhistorisk forening og arkiv

        for Hejls-Hejlsminde, Årbog 2000

        som også findes på dette link til arkivets historier Teglværker i Hejls Sogn

som elegant beskriver, og billedillustrerer vilkårene for og på teglgårdene (bl.a. ovenstående billeder).

Teglbrændingen foregik dengang under meget primitive former, som oftest i små murede ovne opført i nærheden af byggepladsen, hvor leret også blev opgravet.

Da den industrielle ringovn havde vundet indpas på de større teglværker, kunne de små teglgårde med deres gammeldags produktionsmetoder ikke længere klare sig, og bortset fra de tilknyttede stuehuse og gårde, er der ikke meget tilbage af de oprindelige produktionssteder. 


Istiden skabte forudsætningerne for opførelsen af teglgårdene i Hejlsminde.

Hejlsminde ligger på grænsen af det uregelmæssige morænelandskab, som blev skabt under den sidste istid af randmoræner. En moræne er en blanding af ler, sand, grus, og sten. Materialerne, der er transporteret af is, er usorterede.

Jordbunden ved Hejlsminde består hovedsagelig af moræneler fra den sidste istid og
er domineret af kalk- og næringsrige moræneaflejringer.

 
I Eem-mellemistiden (130.000-117.000 år før nu) har det været mere fugtigt end i nutiden og de gennemsnitlige sommertemperaturer har været på mindst 17 graders celcius.
 
Hen mod slutningen af denne periode var dele af Syddanmark dækket af et lavvandet, lunt hav, med sunde og bælter, hvori der bl.a. aflejredes ler, der kendes under navnet "Cyprina-ler" efter muslingen Arctica (tidl. Cyprina) islandica (molboøsters).
Mange steder på Sydfyn og i Øhavet optræder Cyprina-leret som løsrevne flager.


Efter denne periode og
under den sidste istid trængte Lillebælts gletcheren, i Weichsel periodenden (117.000 - 11.500 år før nu) frem sydfra, og skubbede en del af disse lerdannelser foran sig, så de lerede klinter, bl.a. ved kysten nord for Hejlsminde, består formentlig af en skøn blanding af flere forskellige lerarter, men grundlæggende var de velegnede til produktion af tegl.

Ler bibeholder sin form ved tørring og bliver fast, bjergartslignende og permanent hårdt ved opvarmning eller brænding.


Comments