Oplevelser‎ > ‎Historiens vingesus‎ > ‎

Brandsø

Ud for Hejlsminde, lige midt i Lillebælt, ligger øen Brandsø.

 

Brandsø

 
Der arrangeres indimellem ture rundt om øen ud fra Hejlsminde, ligesom den er et yndet mål for kajakroere og andet sejlende folkefærd, men der er ingen etableret turbåd.
 
Der var en sejlrute mellem Hejlsminde og Assens via Brandsø og Bogø med to daglige afgange, men den sidste færge Turisten blev minesprængt i i 1946.

På Brandsø har arkæologer fundet store mængder af bearbejdet flint og redskaber f.eks en pilespids fra ældre stenalder (8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr.). Udover flintmaterialet er der også fundet faunalevn fra samme tid.

På øen har oldtidens befolkning udfoldet aktiviteter som stadigvæk er synlige. Det største monument er langdyssen fra Bronze- eller Bondestenalderen der går under navnet ”Svenskehøj” beliggende 8,4 meter over havets overflade, den er en 20 meter lang dysse med to kamre. Der findes også en kæmpehøj fra samme tid, det er en runddysse på 14 meter i tværmål og med en overliggersten på cirka 3 meter.

Svenskehøj har sit navn efter Karl X Gustav på sin vej over Lillebælt, fra Hejlsminde til Fyn, passerede forbi i 1658.

 
I kong Valdemars jordebog 1231 kaldes den ‘Øbranzø’ med ø i begge ender.
Navneforskere mener, at der gemmer sig et gammelt mandsnavn, Øbrand og at det så er hans ø. Øbrands relaterer formodentlig det gammelnordiske mandsnavn Ebrands  der også kendes fra Island. Måske en viking, der på en eller anden måde har fået sit navn knyttet til øen.
Om den har været beboet i ældre tid, vides ikke, men måske kan man have sejlet dertil andetsteds fra og have begravet sine døde helte her.
 
Vor guldaldermaler Dankvart Dreyer har i 1840erne skabt flere større værker fra øen, bl.a. af en langdysse og en dysse fra Bronce- eller Bondestenalderen, som ligger på øen.
Langdyssen går under navnet Svenskehøj. Ikke fordi der ligger en hoben svenskere begravet her, men fordi Karl Gustav på sin vej over Lillebælt, fra Hejlsminde til Fyn, passerede forbi i 1658. Herfra har Karl X Gustav og hans generaler kunne overskue de lange kolonner.
 
Se eventuelt Historisk Atlas for nærmere detaljer om dette oldtidsfund.
 
Brandsø er på godt 370 tønder land, rummer en stor mose og et mindre skovparti på østsiden. Den hører under Wedellsborg Gods.

 
Engang har den haft fastboende folk, men har i dag kun feriegæster. Da grevens foged i foråret 1557 besøgte øen, konstaterede han, at den i alt fald var taget i mægtig besiddelse af ålekrager (skarver).
 
Omkring 1600 oplyser Fyns biskop, at der er en enkelt gård på øen. Godsforvalteren noterer i 1743, at der fortsat kun er denne ene gård på 13 tønder hartkorn, lidt skov af mindre ege og bøge samt noget lyng og hede med god tørveskær.
Her hentede Wedellsborg gods gennem årene megen tørv, som karle og piger, fra godsets øvrige fæstegårde, hvert år blev sejlet over for at skære, hvorefter Bågø-bønderne måtte sejle tørvene til fastlandet.
 
Folketællingen 1787 viser, at der bor 15 personer på Brandsøgård: et ungt fæstepar med to børn, 6 karle og 4 piger samt en gammel kone. 1834 er der 39 beboere, idet der nu er kommet en skovfoged og en husmand til. 1880 tælles 59 beboere. I 1912 findes to gårde, to husmandssteder, to lejehuse og en lille skole med en lærerinde og 6 børn.
 
Præsten holdt nogle gange om året gudstjeneste i skolestuen. En postbåd fra Assens var den faste forbindelse til omverden.
 
 I 1930 er der stadig mange folk på øen – nemlig 57 personer. De svinder i 1950 ind til 34 personer. 1970 er det helt slut med fastboende. Det har været et helt lille samfund med forbindelser til Årøsund, Bågø, Wedellsborg og Assens.
 
Visemageren Sigfred Pedersen (1903-1967) var en nær ven  og ungdoms studiekammerat fra cand. polit.-studiet på Københavns Universitet, af Wedellsborgs besidder, Tido Wedell og havde derfor fået stillet Sigfreds Hus (se billedfrisen) til rådighed som feriebolig i nogle år.
 
I det lensgrevelige ferieparadis har han lavet et herlig stykke naturlyrik ”Grågæssene på Brandsø”, netop tilegnet vennen Tido.
 
Det er derfor nærliggende at tro, at sange som "Hvornår er der dejligst i Danmark?" og "Jeg plukker fløjlsgræs" også er inspireret af hans ophold på Brandsø og den dejlige natur omkring Lillebælt.
 
Comments